Sportsbegivenhedernes skyggeside i Brasilien

Det kostede over 30 mennesker livet, da det brasilianske politi forsøgte at 'rydde op' i Rio de Janeiros slumkvarter. - Foto: GL2

Det kostede over 30 mennesker livet, da det brasilianske politi forsøgte at ‘rydde op’ i Rio de Janeiros slumkvarter i 2010. – Foto: GL2

Brasilianere kritiserer regeringen for dens ’forskønnelse’ af landet i forbindelse med internationale sportsbegivenheder

Af Ida Marie Gaarden Harbas


Tvangsforflytninger, politivold og skæve pengeprioriteringer er ikke helt ualmindelige metoder i den brasilianske regerings forsøg på at ‘forskønne’ landet under forberedelserne til store sportsbegivenheder som fodbold-VM og OL. Regeringen anvender især metoderne på landets mindre velstillede, som er utilfredse. Der er flere kritikpunkter ved ‘forskønnelsens’ bagside ifølge Brasiliens fattige:

Et af kritikpunkterne er tvangsforflyttelserne i forbindelse med begivenhederne. Fattige brasilianere bliver tvangsforflyttet fra slumkvartererne, ligesom vi så det ved udrensningerne af uønskede borgere op til OL i Beijing i 2008. Slumkvartererne bliver ryddet og familier smidt på gaden. Det gør de, fordi områderne skal bruges i forbindelse med sportsbegivenhederne eller skal gøres mere sikre og ’skønne’ for turister. Mange f slumkvarterernes brasilianere bliver endda smidt ud uden at blive genhuset i en erstatningslejlighed. Selv dem, som bliver genhuset sådan en lejlighed, risikerer at miste deres job på grund af de ringere transportmuligheder fra det nye område. De risikerer også, at der praktisk talt ikke er plads til dem. I nogle tilfælde skal både bedsteforældre, forældre og mere end 6 børn nemlig klemmes ind i en lejlighed på 42 kvadratmeter.

Et andet kritikpunkt er den metode, politiet anvender til at ’rydde op’ i slumkvartererne. Det brasilianske politis formål er at skabe ro og orden i slumkvartererne ved at fravriste narkobanderne deres greb om slummen. Politiet skal altså lægge en dæmper for slumkvarterernes kriminelle bander, men i stedet bruger de lige så voldsomme metoder som banderne og ender med at slå folk ihjel. I 2014 gik det endda så vidt, at politiets ’dødspatruljer’ dræbte gadebørn under VM-forberedelserne og ’oprydningen’ for at skabe et positivt billede af Brasilien. Gadebørn passer nemlig ikke ind i det billede af landet, som regeringen gerne vil have omverdenen til at se.

Det tredje kritikpunkt er, at regeringen prioriterer ’prestigeprojekter’ som fodbold-VM og OL, til trods for, at brasilianerne mener, at der er vigtigere ting at bruge pengene på. Regeringen brugte i 2014 milliarder af kroner på forberedelserne til VM, selvom landets befolkning efterspurgte forbedringer af uddannelsessystemet og sundhedssektoren i stedet for nye fodboldstadioner. Dem, der ikke har så meget, ser hellere, at pengene bliver brugt på skoler, sygehuse og hjælp til fattige. Brasilianerne vil hellere have, at regeringen opfylder deres sociale behov, end at den bygger nye prestigefyldte bygninger.

Ikke desto mindre, så kan sportsbegivenheder måske netop opfylde Brasiliens sociale behov på sigt. De kan give landet økonomiske gevinster i form af eksport og turisme, fordi vi får øjnene op for, hvad Brasilien har at byde på. Sportsbegivenheder som VM og OL hjælper på den måde Brasilien med at blive et industrialiseret land, som vi alle vil rejse til og købe varer fra. Den øgede turisme og eksport vil give landet et overskud, som kan få landets mindre velstillede ud af fattigdom. Så er spørgsmålet bare, om de langsigtede resultater er den kortsigtede pris værd.